Rygning Rygning er forbudt på alle indendørs fællesarealer. Der er sammenkoblede røgalarmer på begge fortrapper, bagtrapper, baggange og vaskerum (Du kan finde brugsvejledninger her). Ønsker man ikke, at folk ryger i ens lejlighed skal de sendes udenfor! Mind dem også gerne om at bruge de opstillede askebægre.
Røgalarmer Der er opsat sammenkoblede røgalarmer i begge opgange og på begge bagtrapper. Du kan finde brugsvejledninger her.
Husdyr Der må ikke holdes hund i ejendommen. Andre husdyr må holdes, såfremt de ikke er til gene for de øvrige beboere.
Baggange Dørene til begge baggange skal være låst døgnet rundt, da vi tidligere har haft problemer med indbrud i opbevaringsrum. Det er ikke tilladt at opbevare noget udenfor rummene!
Vinduer Husk altid at lukke alle vinduer til fællesarealer (på tørreloftet, i vaskehuse og på bag- og fortrappe) igen, hvis du skulle have åbnet dem. Dels af hensyn til indbrud, men i lige så høj grad regn og hård blæst!
Opbevaringsrum Til hver lejlighed hører enten et tremmerum på loftet eller et kælderrum, der er klart afmærket med lejlighedens nummer. Du kan endvidere se et kort her. Om ejer ønsker at bruge det selv eller lade udlejer benytte det står ham frit. Ved salg af lejlighed skal man oplyse om hvor rummet, der tilhører lejligheden, er samt tømme det og overlade nøgle eller lade rummet stå åbent. På grund af brandmyndighederne må ting ikke opmagasineres på tørreloftet eller bagtrappen. Ting på tørreloftet fjernes uden varsel mens ting på bagtrappen afskaffes efter 1 mundtlig påtale.
Cykelskure Til hver lejlighedsetage hører 1 stk. cykelskur. Vi henstiller til, at I bruger disse året rundt. Sæt ikke cykler foran affaldscontainere, låger og op ad hækken. Så kan vi alle komme til og området tager sig pænere ud. Det er ikke lovligt at parkere på ejerforeningens område foran vinduerne mod gaden og i øvrigt udenfor de dertil indrettede pladser. Brug derfor cykelskurene og lad parkeringspladserne ved haverne være fri til gæster. Husk at overlade nøglen til skuret til den nye beboer ved fraflytning.
Ombygning Hvis du skal bygge om skal du først overveje om det kommer til at berøre noget af ejerforeningens ejendele (dertil hører facade, vinduer, tag og alle op og nedadløbende rør). Hvis dette er tilfældet skal det først stilles for en generalforsamling, der skal vedtage det med 2/3 flertal. Endvidere skal du tænke på om ombygningen kommer til at påvirke dine naboer og få deres godkendelse (dit gulv er nogens loft, dit loft er nogens gulv og din væg er også en andens). Endelig skal du selvfølgelig vise hensyn med støj, støv og lignende, samt vaske fællesarealer, hvis de er blevet svinet til.
Støj Det henstilles til beboerne at undgå støj fra radioanlæg, fjernsyn, boremaskiner osv. mellem kl. 22:00 og 7:00. Ved særlige lejligheder skal besked gives til de øvrige beboere, f.eks. ved opslag på tavlerne ved indgangsdørene.
Vi må dog konstatere, at hverdagen ikke altid fungerer sådan. Derfor er følgende klagegang vedtaget, hvis du ikke har held til at indgå en aftale, der mindsker støjproblemer med din nabo:

Uannonceret støj efter kl. 22:
Kan ved vicevært/bestyrelses mellemkomst påtales mundligt 1. gang.
2. gang udfærdiger bestyrelsen en skriftlig advarsel til lejer og ejer med kopi til Datea.
3. gang foranstalter vicevært/bestyrelse et polititilhold og beder Datea om at sende et sanktionsgivende brev til ejer.

Annonceret støj efter kl. 22:
Annoncering fortages i begge opgange og varsles 1 uge inden slaget skal stå. Strengt taget bør genboere på den anden side af gaden også adviceres. Selvom støj er annonceret, fritager det dog ingen for ansvar over for ejendommens øvrige beboere - og man skal stadig iagttage husordenen. Bestyrelsen mener dog, at annonceret støj kræver en større tolerance fra beboerne end den, der ikke er varslet.

Bestyrelsen ønsker, at opfordre beboerne til, så vidt det er muligt, at løse støjproblemer indbyrdes, så et eventuelt retslig efterspil undgås.

Til slut skal I være opmærksomme på de lovbestemmelser, der hersker på området:
Iflg. ejerlejlighedslovens § 8 kan ejerforeningen under visse omstændigheder pålægge en ejer, at fraflytte lejligheden med et passende varsel. Et sådan pålæg kan gives, hvis ejeren har gjort sig skyldig i "grov eller gentagen misligholdelse" af sin forpligtelser over for ejerforeningen eller et af dennes medlemmer.
I lejelovens kap. 5 § 27 omtales udlejerens ansvar for, at der hersker god orden i ejendommen samt, at lejeren skal overholde ordensreglerne i ejendommen.
I lejelovens kap. 13 § 83 e omtales opsigelse af en lejer, der ikke har "iagttaget god skik og orden" .
I lejelovens kap. 14 § 93 g og j gentages denne ret for udlejerne, til at ophæve en lejeaftale.
Vask Man reserverer en vasketid ved at hænge sit nummer på tavlen i vaskerummet. Man kan kun bruge messingskiltene og vær opmærksom på, at du ikke kommer til at reservere tørretumbleren i stedet. Bruges vasketiden ikke indenfor de første 20 min. anses den som tabt, og en anden kan overtage den ved at hænge sit skilt ovenpå det oprindelige. Brug kun lavtskummende vaskepulver. Sluk lyset efter brug. Sørg for at holde rent og ryddeligt i rummene! Bøjle bh-ere vaskes i vaskeposer for at undgå maskin-nedbrud. Sørg for at fylde maskinen op og benyt "kort vask" tasten ved let snavset tøj, da vi ønsker at holde vandforbruget nede. Sørg for at fylde maskinen og eller bruge kort 40° hvor du kan. Tøm maskinen inden næste periodes begyndelse ellers må alle andre gøre det. Husk at dørene skal være låst døgnet rundt. For at fylde penge på kortet kontaktes viceværten. Beløbene opkræves kvartalsvis.
Tørring Ved brug af den indendørs tørreplads forventes det, at man fjerner sit tøj, så snart det er tørt. I modsat fald har andre brugere lov at nedtage det tørre tøj. Ved tørring på tørrelofterne er brugerne ansvarlige for, at tagvinduerne er lukkede ved nedbør. Sørg for at holde rent og ryddeligt i rummene! Klemmer + kurve er fælles eje, så lad det venligst forblive det. Tørretumbleren i nr. 35 reserveres ved at hænge sit nummer på tavlen i vaskerummet. Man kan kun bruge sølvskiltene og vær opmærksom på, at du ikke kommer til at reservere vaskemaskinen i stedet. Dyner må ikke tørretumbles af hensyn til brandfare. Tøm maskinen inden næste periodes begyndelse ellers må alle andre gøre det. Rens trevlesien og sluk lyset efter brug. Der er 2 sier i bunden af åbningen og 1 stor i lågen. Husk at dørene skal være låst døgnet rundt. For at fylde penge på kortet kontaktes viceværten. Beløbene opkræves kvartalsvis.
Haveborde, grill m.v. Haveborde + grill kan frit benyttes, såfremt de rengøres efter brug. Vi har ingen forudbestilling af haveborde til f.eks. havefest etc. så skal I holde et mindre selskab må I finde jer i, at også andre beboere kan "støde til". Der findes en parasol i hver af skabene i baggangene. Skulle det trække op til regnvejr, er der endvidere 2 overdækkede havepavillion til fri disposition i skabet i baggangen 35. Pas på dem som var det dine egne og brug dem ikke hvis det eks. trækker op til storm! Samlevejledning findes her.
Værksted I varmekælderen finder du et "mini"- værksted. Så er du en gør-det-selv mand/kvinde, kan nøglen hentes hos viceværten eller bestyrelsesformanden. Låner du værktøj, så husk at aflevere det snarest efter veludført arbejde. I værkstedet findes en protokol hvor lån SKAL noteret! Du skal dog være opmærksom på, at vores arbejdsskadeforsikring kun dækker i begrænset omfang og kun når du arbejder for ejeroreningen.
Arbejdslørdage Vi afholder årligt 2 arbejdslørdage. Der er mødepligt til minimum en lørdag. Fra bestyrelsens side opfordres alle til at deltage! Skulle du dog være forhindret kan du mod betaling (kr. 500 i 2009) overlade dit arbejde til de øvrige beboere eller du kan modtage en separat opgave til udførelse på et andet tidspunkt ved viceværten (skal ske inden sidste arbejdslørdag).